September

God plantemåned, evt.  flytning eller omplantning. Udtynding og beskæring kan foretages. Sommerhindbær tyndes ud, og frugtbærende skud fra denne sommer fjernes, grundet smittefare. Efterårshindbær kan klippes ned totalt efter de sidste bær er høstet om efteråret, når frosten har taget de sidste, men det kan vare længe. Pærer og æbler skal helst bevare stilken, når de plukkes, da såret i frugten efter stilken giver gode angrebsmuligheder for svamp og ødelæggelse. Sorter de plukkede frugter godt, læg dem, der skal gemmes, i kasser med god ventilation, dæk gerne med våde aviser, køligt og helst beskyttet mod mus.

Hvis ikke sommerfuglebuske findes i haven, er det en overvejelse værd at anskaffe sig en eller flere. Flot lang tids blomstring og mange af vore smukke sommerfugle. Klippes tilbage om foråret.

Prøv at lave en plan over køkkensagerne, så der kan foretages et fornuftigt pladsskifte næste år. Noter også hvad der gik godt og skidt. Rodfrugter tåler lidt nattefrost, mens de fleste andre må beskyttes mod nattefrost med fibertex eller gamle lagner eller lign. Vand beskytter også fint mod frost, men der skal vandes, til der kommer plusgrader igen.   

Stadig masser af blomster. Stauder kan deles og omplantes. Enkelte undtagelser som løjtnantshjerte, pæoner og lign. med store kødfulde rødder. Der kan lægges blomsterløg til næste forårs blomsterflor. Overvej at tage georginer og lign ind. Følg med i vejr situationen flere dage frem. Dem, der har kort til haven, har nemmere ved at vente lidt.

God tid at så nye plæner, da der er god jordtemperatur, eventuelt topdresse gamle plæner.

Overvej jordprøver. Der tages flere prøver rundt omkring, i for eksempel køkkenhaven. Det duer ikke at blande jord fra staudehaven eller græsplænen sammen med køkkenhavens jord, da planternes krav til gødnings indhold er forskelligt. Prøverne tages i jordlaget fra top til 25 cm. dybde. Prøverne blandes godt sammen, en lille del kommes i en til formålet beregnet kasse, der fås hos planteskolerne. Husk at gøre opmærksom på, at der skal være kommentarer med resultatet, så i får at vide, hvad der evt. skal tilføres.